Brabrand Gasværk - set fra vest (Fra ca. 192?) Gasbeholderen (den nuværende parkeringsplads bag bygningen)

Brabrand Gasværk

Bygningen, som i dag rummer Gasværket, stammer tilbage til 1912, hvor Brabrand Gasværk blev etableret.
Brabrand Gasværk startede med levering af bygas den  23. september 1912 og havde 257 forbrugere. Frem til 14. november 1958 leverede Brabrand Gasværk gas til Brabrand. Herefter blev Brabrand forsynet med gas fra Aarhus frem til 1981.

I 1960 flyttede civilforsvaret ind i bygningerne. Der blev lagt et mellemdæk ind - det nuværende loft. Fra 1970 til 1998 havde Aarhus Kommune, Teknik og Miljø lager og stilleplads på området.

I 1998 indgik foreningen Det Gamle Gasværk, en aftale med Aarhus Kommune om leje af bygningerne.

Renoveringen

I perioden 2001 til 2002 blev bygningerne totalt renoveret for godt kr. 3,8 millioner.

Renoveringen blev primært finansieret af:
Lokale- og Anlægsfonden bidrog med kr. 1,4 millioner
Aarhus Kommune bidrog med knap kr. 2 millioner (Aarhus Kommune ejer fortsat bygningerne) 
Foreningen Det Gamle Gasværk bidrog med kr. 200.000 samt ca. 2.100 timers frivilligt arbejde - primært med nedbrydning. Endvidere blev renoveringen støttet af en række private firmaer og fonde med i alt kr. 125.000.

Historien - Gasværket der blev til forsamlingshus af Børge Nielsen – Brabrand Aarslev Lokalhistoriske Forening
Bygningen, som i dag rummer Kultur-og Forsamlingshus ”Det Gamle Gasværk”, stammer tilbage til 1912,
hvor Brabrand Gasværk blev etableret.
Tæt på Brabrand sogns vestgrænse – Voldbækken – syd for Silkeborg landevej opførte man bygningen, der
skulle rumme det kommende gasværk.
Ingeniørfirmaet Edwards & Rasmussen stod for hele projektet med bygninger og installationer tillige med
en bestyrerbolig.
Prisen for hele projektet kom til at lyde på 215.677 kr. og for at betale optog Brabrand Årslev kommune et lån, som skulle afvikles over 32 år – i 1944 var gælden betalt.
Gasværket startede med levering 23. september 1912 og havde 257 forbrugere. Frem til 1.oktober 1918 var
gasværket bortforpagtet til Edwards & Rasmussen, hvorefter kommunen selv overtog driften.

Der skete naturligvis forskellige forbedringer op gennem årene. I 1923 og igen i 1932 blev der foretaget
mindre udvidelser. I årene 1949 – 1951 anskaffede man forskellige dele til forbedringer af leveringen af
gas: 6 retorter, en blæser-eller gaspumpe, en kompressor for komprimering af gas og en højtryksbeholder
– denne sidste beholder kunne rumme 1000 m3 ved 10 atmosfæres tryk.

Brabrand bys udvikling i 1950`erne gjorde, at gasværket måtte anlægge 3 trykstationer – en ved JAKA, en
på J. P. Larsens Vej og en ved Søvangen. I 1955 købte man fra et nedlagt svensk gasværk et
kokssorteringsanlæg og et par højtryksbeholdere og kompressorer, hvilket gav mulighed for at øge
kapaciteten for fremtidige leveringer.
I slutningen af 1950`erne indså kommunen imidlertid, at gasværket måtte udvides og ombygges. Man
besluttede at gå over til fremstilling af gas ved krakning af olie.
Sognerådet vedtog at bygge et oliegasværk, og forhandlede med det tyske firma DEMAG i Essen om levering af et sådant værk.
Men…..i foråret 1958 midt under forhandlingerne blev sagen imidlertid indstillet. I stedet vedtog man at
sælge gasværk samt ledningsnet til Aarhus Kommune, og fra 14. november 1958 blev Brabrand forsynet med
gas fra Århus.

Brabrand Gasværk - nu med tryktanke til bygas fra Aarhus Kommune

De to tryktanke  til venstre i billedet ligger i den nuværende indkørsel.
Frem til 1960 var der indkørsel til Gasværket fra Silkeborgvej (mellem Gasværket og den daværende bestyrerbolig)
Bag Gasværket kan man ane den oprindelige gasbeholder samt stakke af slagger og affald - en del af miljøsagen i forbindelse med renoveringen i 2001 til 2002

Senere – i 1981 var det slut med gas i Brabrand – ventilerne blev lukket af rådmand
Axel Haahr Nielsen. En epoke var slut.
Inventar, beholdere, retorter m.m. blev herefter realiseret.
Brabrand Gasværk har gennem de omkring 50 år kun haft to bestyrer. Den første var H. C. Steffensen, der
virkede fra starten i 1912 frem til 1950, hvor han blev afløst af John Larsen, der således blev den der
”lukkede og slukkede”.
I 1960 gennemgik det nu gamle gasværk en gennemgribende istandsættelse og delvis ombygning.
Bygningerne blev herefter udlejet til Civilforsvaret til oplagsplads for materiel og her bl.a. to brandsprøjter.
Senere – i 1970 – blev det Århus Kommunes Park- og Kirkegårdsforvaltning, der lejede ”gasværket” til lager
og stilleplads.
I 1991 blev der dannet en forening med det formål at etablere et samlingssted for folkelige og kulturelle
aktiviteter i den del af Aarhus kommune, der udgjordes af Brabrand/Årslev. Foreningen kom til at hedde:
”Forsamlingshusets Venner”. I 1998 kunne foreningen af Aarhus Kommune leje det gamle gasværk, som dog
var i en sådan tilstand, at en renovering var nødvendig, ligesom man forinden havde været igennem en
langvarig miljøsag.
Efter miljøsagens afslutning kunne man gå i gang med ombygning - i første omgang ved frivillig arbejdskraft, men senere måtte der professionelle håndværkere til. Ombygningen blev gjort mulig ved frivillig arbejde samt støtte fra Lokale-og Anlægsfonden og Aarhus Kommune.
I 2002 kunne man tage det renoverede ”gasværk” i brug, og ændrede samtidig foreningens navn til ”Det
Gamle Gasværk – Kultur-og Forsamlingshus i Brabrand/Årslev”
Bygningerne, der stadig ejes af Aarhus Kommune, er erklæret bevaringsværdige og opført i Aarhus
Kommunes Kommuneatlas over bevaringsværdige bygninger.